Unøjagtigheden af en krone kan defineres som graden af disharmoni mellem kronen og den naturlige tandoverflade.
Foto ovenfor viser spalte mellem krone og tand.
Denne disharmoni – unøjagtighed – eller dimensionel diskontinuitet af kroner kan være større eller mindre, og interessen er specielt centreret omkring overgangen mellem krone og tand: Kantpræcisionen.
Mangelfuld kantpræcision ved behandling med kroner eller broer er langt den hyppigste årsag til de sekundære skader på tand og tandkød. Forebyggelse af sådanne skader sker væsentligt ved forøgelse af præcisionen.
50 µm
Spaltebredden mellem krone og tand angives veldokumenteret til maksimalt at måtte være 50 µm.
Overstiger spalten 50 µm vil bakterier kunne sidde uforstyrret og bakterielle stofskifteprodukter vil trænge ind igennem disse spalter.
Foto viser palte over 50 µm mellem krone og tand med massiv bakterievækst
Optimalt er en spaltebredde på 15 µm , hvorved der lige akkurat opnås plads til de største korn i den cement, som anvendes til permanent at fastholde kronen til tanden.
Nyere og billigere kronetyper har ofte en spaltebredde på over 200 µm.
Dette forsvares med anvendelse af plast som cement til permanent fastholdelse af kronen, men dette er kritisk, da plast skrumper (og dermed efterlader spalter), plast binding er meget følsom for fugt ved cementering og plast anvendt som cement er under mistanke for at skade det omgivende tandkød.
Man kan sammenligne det med at samle kantlister med “håndværker” fugning med silikone i stedet for at skære dem i smig.
Optimal præcision
100% pasning mellem krone og tand er tidligere blevet anset for den optimale pasform, bl.a. fordi at man troede at måtte forlange, at kronerne i kraft af deres friktion på de indvendige flader mod resttand skulle udvise tilstrækkelig egen retention uden anvendelse af cement. Da krone og tand ikke berører hinanden efter cementeringen, men er adskilt af et tyndere eller tykkere cementlag, er en “glidepasning” med lige akkurat plads til cementeringsmidlet den optimale præcision.
Cementen fyldes op i kronen, der sættes på tanden. Overskud af cement presses ud ved påsætningen. Cementens største partikler (cement korn) kan ved for lille et tryk under påsætning fanges øverst indvendig i kronen, hvorved kronen ikke kommer på plads.
Principskitsen ovenfor illustrerer dette. De konvergerende flader F1 og F2 er kongruente men kan ikke bringes i kontakt med hinanden pga. den indskudte cementfilm, S ,hvis dimension kan repræsentere de groveste korn i cementen.
Kronen (F1) vil udvise en unøjagtighed, vist som a (aksial diskrepans), hvor v er vinkelen til udslibningen af kronen (konvergensvinkel).
Den optimale præcision af en krone skal derfor lige akkurat være “unøjagtig” til at der gives plads til 15-20 µm cement.
Det er typisk for kontaktforholdet mellem to ru overflader, at de to overflader kun berører hinanden i punkter og relativt langt fra hinanden liggende punkter, og at afstanden mellem fladerne i andre områder er større, jo mere ru overfladerne er. Kroner fx fremstillet i keramik fræset mekanisk med skiver eller bor vil have en stor ruhed, og cementfilm tykkelsen vil lokalt blive særlig tyk. Her er 3-D print kroner mere lovende af de nye alternative krone typer, da printning kan ske ned til 50 μm.
Tyk cementfilm skrumper forholdsvist mere (volumen%) end tynd cementfilm og har en øget porøsitet. Begge dele giver anledning til sprækker og hulrum, hvor bakterier vil vokse. Ligeledes vil tilhæftning af kronen mere bero på cement end på kontakt mellem krone og tand. Det vil derfor mere være cementens styrke end kronens styrke, der holder kronen på plads.Det kan sammenlignes med en murstensvæg, hvor der er for stor afstand mellem murstenene, og det mellemliggende mørtel lag er blevet for tykt.
Ønsker man garanti for en krone med høj præcision og deraf følgende dokumenteret og gennemprøvet lan levetid, er fx en MK krone med inderkappe i højædel legering det rigtige. Læs mere om denne kronetype her
