Alveoleknogle omkring en tand

Alveoleknoglen er den del af kæbeknoglerne, som tandrødderne sidder fast i. (Denne er den skeletmæssige ramme for tændernes for­bindelse med det øvrige tyggeapparat.)

Alveoleknoglen er opbygget af to typer knoglevæv, nemlig den kompakte ydre cortikale knogle (cortex) og en inderkerne af spongiøs trabekulær knogle (gr. spongia: svamp).

Den kompakte knogle beklæder knoglens overflader og består af fibre i en ensartet, tæt masse af mineraliseret grundsubstans. Den indeholder endvidere celler, osteocytter, og er til forskel fra rodcementen rig på nerver og blodkar, som den modtager fra såvel knoglemarven som benhinden, periost. Selve alveolen er også beklædt med kompakt knogle ind imod rodhinden, men knoglen er her mindre tæt end på de ydre flader, idet den gennemhulles af talrige småkar og nerver samt giver fæste til rodhindefi­brene.

Den spongiøse knogle indeholder de samme byggestene som den kompakte, men har en anden struktur. Den består af et løsere netværk af knoglebjælker (trabekler) af forskellig tykkelse og retning, og imellem disse knoglemarv med kar, nerver, fedtceller og bindevæv (spongiosa).

Struk­turerne i de to typer knoglevæv genfindes også på røntgenbillederne Den spongiøse knogle fremtræder som et netværk af knoglebjælker, mens den kompakte viser sig som en hvid linie på knoglens overflade og langs rodhinden. På sidstnævnte sted kaldes den ofte lamina dura.

Knoglevævet er opbygget af osteoner, som centralt har en Haversk kanal. Osteocytter er indfanget i lakuner mellem de koncentriske lag af knogle rundt om den Haverske kanal. Der ses forbundne kanaler horisontalt på de Haverske kanaler ; disse kaldes Volkmann´s kanaler. På overfladen af knoglevævet ses osteoblaster og osteoklaster. Osteoblasterne er i stand til at producere osteoid, som mineraliseres, hvorved knoglevæv dannes

Osteocytter, osteoblaster og osteklaster

Alveoleknoglen undergår konstant forandringer i form af nydannelse og ned­brydning af knoglevæv. Osteocytterne omdannes enten til osteoblaster ( knogledannende celler ) eller osteoklaster ( knogleresorberende celler ). Selv små ændringer i tændernes funktion fører hurtigt til ombygnings­processer i knoglevævet.

 

Ændret belastning af en tand vil således igangsætte processer, som tilpasser knoglevævet til de nye omstændigheder. Konstant forøget belastning inden for fysiologiske rammer vil i det spongiøse knoglevæv føre til en tættere struktur med tykkere knoglebjæl­ker. Det kompakte knoglevæv i alveoleknog­len fortykkes, og flere rodhindefibre indkor­poreres. Formindsket belastning eller manglende stimulering af parodontiet efter eks­traktion af antagonister fører til omtrent de modsatte reaktioner i knoglevævet.

Illustrationen viser osteoblast ( centrum ) i knoglevæv. Denne knoglecelle findes først og fremmest i knoglevæv i områder med ny knoglevækst. Osteoblaster producerer osteoid, en matrix af nyt knoglevæv bestående af kollagen fibre og andre strukturelle proteiner. Såsnart osteoid er dannet, vil knoglesaltekrystallisere indvendig i massen og danne hård, mineraliseret knogle.

Knoglevævet er et levende væv, der er i stand til at remodelleres og resorberes.

Men for ombygningsprocesserne gælder, dels at den vigtigste knoglenydannelse sker ved, at osteoblaster fra rodhinden producerer ny knogle langs alveolevæggen, og dels at nedbrydningen (knogleresorptionen) sker som følge af osteoklasternes aktivitet de samme steder.

Osteoklaster

Osteoklasterne er store multinukleære celler, der ofte ligger i resorptioner, de såkaldte Howship´s lakuner, på selve knogleoverfladen. Osteoklasterne er i stand til at nedbryde knoglevæv. De secernerer organiske syrer, der opløser hydroxylapatiten. Hydroxylapatit er hovedkomponenten i knoglevæv. Efter denne demineralisation nedbrydes knoglens organiske matrix, idet osteoklasten afgiver lysosomale enzymer.

Ved aktiv parodontitis resorberes knogle.

Naturligt sker en forøgelse af den vertikale knoglehøjde med alderen. Alveoleknogle opstår og forsvinder ved tandudvikling af tænder og tab af tænder. Dette skyldes tilstedeværelse af osteoblaster, som indgår i remodelleringsprocessen, og osteoklaster der indgår i resorptionsprocessen. Naturligt resorberes 100 µm / 0,1 mm om året. Ved aktiv parodontitis eller calcium ubalance( fx nyreinsufficiens )resorberes med en hastighed X 2; ved tab af tænder med en hastighed X 10. Ved urinprøvetagning må calciumtesten ikke overstige en værdi på 100 mg/ml.

Nyreinsufficiens, diabetes og andre sygdomme har indflydelse på udvikling af parodontitis

I modsætning til den meget stabile basal knogle (basal bone) i det almindelig knogleskelet er alveoleknogle meget ustabil og spongiøs. Karakteristisk for alveoleknogle er, at den er højt vaskulariseret, højt specialiseret, meget ustabil, og støtter tændernes modstandskraft mod parodontitis. Dermed har nyreinsufficiens, diabetes og andre sygdomme indflydelse på udvikling af parodontitis.

Osteoklaster rydder op i knogle.

Alveolen er betegnelsen for den fordybning i knoglen, som ved hjælp af parodontalligamentet er forbundet med rodcementen. Parodontalligamentet ”beskytter” også mod knoglens osteoklaster. Hvis osteoklaster støder mod en rodoverflade uden parodontalligament, tror osteoklasterne, at det er en død knogle, der skal fornyes. Derved påbegyndes en resorption af tandoverfladen udført af knoglens osteoklaster. Derfor forsvinder fx efterladte rodstumper efter tandudtrækning med tiden, idet de resorberes af osteoklasterne.

Alveoleknoglens form styres af tænder – eller mangel på samme.

Alveoleknoglens form er betinget af tænder­nes tilstedeværelse, idet den opbygges omkring tænderne, efter­hånden som disse bryder frem, og nedbrydes, når tænderne mistes. Som hovedregel gælder, at alveolen omslutter tændernes rødder på alle sider, dog således at alveo­lens overkant konstant ligger i en afstand af 1-2 mm fra emaljecementgrænsen.

Såvel alveoleknoglen som gingival­randen følger dermed emaljecementgrænsens bugtede forløb, knoglen 1-2 mm apikalt for, og gingivalranden 1-2 mm koronalt for grænsen.

Alveole knogle kan udvise variationer fra maxil ( overkæbe ) ( tyndere cortikal knogle, dermed højere ustabilitet og mere vaskulariseret) til mandibel ( underkæbe ) (tykkere cortikal og trabekulær knogle, mindre vaskularisation) og individuelt, hvorfor knoglekvaliteten kan inddeles i (Misch/Judy 1985):

1. Type 1 Tæt cortikal knogle

2. Type 2 Porøs cortikal knogle og kraftige trabekler i spongiosa.

3. Type 3 Tynd porøs cortikal knogle og tynde spongiosa-trabekler

4. Type 4 Tynde spongiosa-trabekler og ringe mængder eller ingen cortikal knogle. Konsistens som skumplast

Inddelingen bygger på røntgen og direkte inspektion ved operationer. Til mere nøjagtig bedømmelse kan CBCT, CAT-SCAN eller MRI analyse anvendes.

 

Blodforsyning til alveoleknogle kan nedsættes ved kemoterapi

Blodforsyningen til alveoleknoglen kommer overvejende ( 80% ) fra gingiva & parodontalligamentet, som dræner alveoleknoglen igen med 100%. Denne balance kan kompromitteres ved kemoterapi, hvorfor cancerpatienter er særligt udsatte for fæstetab af alveoleknogle.

Tykkelsen af tandknogle

Tykkelsen af den knogle, som omgiver rødderne, er forskellig fra tand til tand og fra person til person. I underkæben er knoglen omkring fortænderne samt facialt for hjørne­tænder og præmolarer ofte tynd, hvilket kan iagttages ved, at knogle og gingiva på disse steder antager form efter de underliggende, fremtrædende rødder. Bagtil i underkæben, især facialt men også lingualt for molarerne, er knoglen derimod kraftig. I overkæben er knoglen facialt for hjørnetænderne samt facialt for 1. molars mesiofaciale rod ofte tynd, mens den palatinalt overalt er kraftig. I områder, hvor røddernes knogle­dække er særligt tyndt, er det ikke ualmindeligt, at dele af knoglen helt mangler. Det kan ske i form af et isoleret hul i knoglepladen og kaldes da et knoglefe­nester eller i form af en kløft i knoglepladen og kaldes da en knoglereces. På disse steder er gingivas bindevæv fæstet direkte til tandoverfladen.